Airmaster, Case x Asgaard Recruitment

Konstruktions specialist og mekanisk udviklingsingeniør til Airmaster A/S 

Casen

Airmaster er en virksomhed, der stræber efter at skabe ventilationsløsninger, der ikke blot lever op til, men også overgår nutidens krav til indeklima og bæredygtighed. Da de ønskede at styrke deres position som frontløber inden for innovative ventilationsløsninger og samtidig reducere deres Time to Market – fra idé til færdigt produkt – havde Airmaster brug for at udvide deres team med nye specialister. Derfor søgte de to kandidater, som skulle bidrage til denne proces, henholdsvis en konstruktionsspecialist og mekanisk udviklingsingeniør.  

Konstruktionsspecialisten skulle være med til at udvikle nye produkter og sikre funktionalitet, ydelse og kvalitet, mens den mekaniske udviklingsingeniør skulle bidrage til at udvikle Airmasters produktportefølje, samt involvering i design- og udviklingsprocessen. 

Asgaard Recruitments salgschef havde i en tidligere ansættelse været med til at opbygge Airmasters udviklingsafdeling med bl.a. ansættelse af technical team lead og to udviklingsingeniører. Derfor var det naturligt, at han igen blev involveret i opgaven, denne gang i samarbejde med en af vores searchkonsulenter.  

Efter det indledende møde med Airmaster stod det klart, at de ønskede kandidater med solid teknisk indsigt og gerne erfaring inden for områder som flow- og luftstrømsteknologi, termodynamik og fluiddynamik. Samtidig lagde de vægt på at tiltrække profiler, som de kunne være med til at udvikle, og som kunne bidrage til virksomhedens ambition om at skabe innovative og bæredygtige ventilationsløsninger. På baggrund af Airmasters arbejde med avanceret teknologi var det essentielt at finde kandidater, der ikke blot kunne håndtere teknisk kompleksitet, men som også havde en praktisk tilgang og interesse for både design- og analysedelen. 

Udfordringen

Et besøg hos Airmaster gav mulighed for at fastlægge kravprofilerne nøje, hvorefter en af vores searchkonsulenter straks gik i gang med at finde de rette kandidater. 

Udfordringen var at identificere personer med de ønskede kvalifikationer, da sådanne profiler er højt eftertragtede og ofte modtager mange henvendelser fra rekrutteringsbureauer. Dette afholdt os dog ikke fra at påtage os opgaven med stor ihærdighed. 

Den indledende søgning, baseret på en præcist defineret kravprofil, gav ikke de ønskede resultater – primært på grund af geografiske begrænsninger, men også fordi kandidaterne havde andre faglige præferencer. 

Da virksomheden efterspurgte kandidater med flere års erfaring og arbejder inden for et specialiseret og innovativt felt, viste det sig at være udfordrende at finde profiler, der fuldt ud matchede disse kriterier.  

Efter en periode hvor der ellers havde været fin søgning på stillingen og mange screeninger, var de to rette kandidater ikke fundet. Derfor foretog vi en kalibrering med Airmaster og justerede kravprofilen, så den også omfattede nyuddannede med en relevant baggrund og de rette kompetencer. 

Løsningen

Kalibreringen med Airmaster, hvor kravprofilen blev justeret til også at omfatte nyuddannede kandidater, og virksomhedens stærke fokus på at ville udvikle og arbejde med talenter, gjorde en afgørende forskel for at finde de rette profiler.  

Den første stilling vi fik besat, var udviklingsingeniøren, hvor Mikkel Thomsen blev ansat. Mikkel færdiggjorde sin master i Manufacturing Technology i 2023 og havde mindre end et års erfaring, men han matchede perfekt med Airmasters behov og havde en stærk interesse for de tekniske udfordringer, stillingen indebar. 

Få måneder senere fandt vi også den rette kandidat til stillingen som konstruktionsspecialist. Her ansatte Airmaster Frederik Woldenhof, som sideløbende med ansættelsesprocessen også havde de sidste eksaminer, inden han kunne kalde sig Master i Manufacturing Technology. Selvom processen tog længere tid, lykkedes det at lukke opgaven inden sommerferien, så kandidaten var klar til at starte i september. Ligesom Mikkel matchede Frederik på både faglighed og personlighed, hvor de begge udviste stor nysgerrighed og engagement. 

Begge kandidater havde en ensartet uddannelsesbaggrund og kendte hinanden fra studietiden, men de er nu ansat i to forskellige stillinger med hver deres fokusområder. Hos Airmaster har de fået muligheden for at arbejde i et avanceret test- og konstruktionsmiljø, der med moderne udstyr fungerer som en legeplads for unge ingeniører. Dette miljø giver dem mulighed for at udfolde deres tekniske kunnen og bidrage til virksomhedens innovative løsninger. 

Airmasters fleksibilitet og stærke fokus på at udvikle talenter gjorde det muligt at tiltrække talentfulde ingeniører, der nu er en vigtig del af virksomhedens rejse mod endnu mere innovative og bæredygtige ventilationsløsninger.  

Vores indsats skabte værdi for Airmaster ved ikke kun at imødekomme deres akutte behov for tekniske specialister, men også ved at understøtte deres langsigtede mål om at udvikle og fastholde talenter, der kan bidrage til deres ambition om at forblive førende inden for bæredygtige ventilationsløsninger. En case som denne viser hvordan et tæt samarbejde, fleksibilitet og en målrettet searchstrategi kan resultere i en succefuld rekruttering og dermed skabe værdi for både virksomhed og medarbejdere.  

 

Kontaktperson

Martin Fisker
CSO
Telefon +45 45 44 14 48 88
Email mf@asgaardrecruitment.dk

Hvis du vil læse mere

2023__Airmaster-CalmBlue_Proxy

Om virksomheden

Airmaster A/S er en innovativ dansk virksomhed, der siden 1991 har specialiseret sig i at udvikle energieffektive decentrale ventilationssystemer med fokus på at skabe et sundt indeklima. Virksomheden blev grundlagt af Henrik Stæhr og Kim Jensen, som havde en vision om at skabe et ventilationssystem, der minimerer energispild ved kun at ventilere de rum, der er i brug. Denne banebrydende idé har gjort Airmaster til markedsleder inden for decentral ventilation.

Med hovedsæde i Aars, hvor produktion, udvikling og salg er samlet, arbejder mere end 200 dedikerede medarbejdere på at levere fremtidens ventilationsløsninger. Airmaster har desuden afdelinger i Norge, Belgien og Holland samt et bredt forhandlernetværk i flere europæiske lande.

Virksomheden er kendt for sine skræddersyede ventilationsløsninger til blandt andet daginstitutioner, skoler, uddannelsesinstitutioner og modulbyggerier. Med over 120.000 installerede enheder i Europa har Airmaster cementeret sin position som en førende leverandør af bæredygtige og effektive ventilationssystemer, der sikrer et optimalt indeklima med et lavt CO2-aftryk.